Atletikpræsident overvejer kandidatur til IOC-top

Sebastian Coe (til højre) vil muligvis gerne afløse Thomas Bach (til venstre). Foto: Phil Noble/Reuters

World Athletics-præsident Sebastian Coe pønser på at stille op til at afløse Thomas Bach i IOC.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når der i marts skal vælges ny præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) efter Thomas Bachs forestående farvel, kan en mangeårig britisk sportspolitiker meget vel være i kandidatfeltet til at efterfølge tyskeren.

Præsidenten i Det Internationale Atletik Forbund (World Athletics), Sebastian Coe, er interesseret i posten, og i efteråret skal han gøre op med sig selv, om han stiller op til det olympiske topjob.

Det siger han på et pressemøde i Paris.

- Jeg har altid gjort det klart, at hvis muligheden opstår, så vil jeg seriøst overveje at stille op. Nu er muligheden kommet, så nu skal jeg åbenlyst i tænkeboks, siger Sebastian Coe.

Han er tidligere mellemdistanceløber på allerøverste niveau, og han vandt OL-guld i 1500-meterløb i både 1980 og 1984.

Efter at han indstillede elitesportskarrieren, var han medlem af det britiske parlament i fem år. Det blev efterfulgt af forskellige roller i politik, inden han i en periode på over syv var leder af den organisation, der havde ansvaret for at planlægge og afvikle OL i London i 2012.

Siden blev han formand for Storbritanniens Olympiske Komité, inden han i 2015 overtog posten som præsident i World Athletics.

Den 67-årige brite har allerede salgsargumenterne klar, hvis han beslutter sig for at række ud efter en ny tjans. De bunder allesammen i hans store erfaring.

- Jeg har været involveret i den olympiske bevægelse i størstedelen af mit liv. Jeg har haft ansvaret for et OL - fra at forberede et bud til at afvikle et OL.

- Jeg har været privilegeret ved selv at deltage i OL to gange, jeg har været formand for en national olympisk komité, og nu har jeg det bedste job i verden, fordi jeg er præsident for den vigtigste olympiske sportsgren.

- Jeg tror, at min erfaring vil bidrage positivt til præsidentrollen, siger Sebastian Coe.

På forhånd er der dog også ting, der taler imod Coe. I de seneste år har der flittigt været debat om, hvorvidt der er brug for yngre ledere i flere af de største sportsforbund.

I tillæg har Coe også stået bag et initiativ, der er ilde set i den olympiske bevægelse. Før OL i Paris besluttede World Athletics, at forbundet ville give 50.000 dollar til hver af de olympiske mestre i atletikdisciplinerne.

Det fik flere andre specialforbund til at sige, at pengepræmier strider mod den olympiske ånd.

Ingen kandidater har officielt meldt sig til det forestående præsidentvalg i IOC. Valget afvikles i marts, og den nye præsident tiltræder i juni næste år.

/ritzau/AFP