Atletikstjerner stiller til start i København
Flere internationale atletikstjerner har meldt deres ankomst til det kommende Copenhagen Athletics Games torsdag aften på Østerbro Stadion.
Den amerikanske sprinter Walter Dix er det mest prominente navn. Dix vandt for to år siden VM-sølv på 100 meteren i et løb, hvor jamaicanske Usain Bolt blev diskvalificeret for en tyvstart.
På den dobbelte distance er Walter Dix den fjerdehurtigste nogensinde i historien med sine 19,53 sekunder.
I København løber amerikaneren dog kun på 100 meteren, hvor en af modstanderne bliver europarekordholder Francis Obikwelu. Portugiseren vandt i 2004 OL-sølv i tiden 9,86 sekunder.
Walter Dix får på torsdag selskab af landsmanden Muna Lee, der har stået i tre OL-finaler på 100 og 200 meteren. Hendes bedste placering var en fjerdeplads på 200 meter-distancen ved OL i Beijing for fem år siden.
Den danske 400-meter-løber Nick Ekelund-Arenander og stangspringeren Rasmus Wejnold Jørgensen kan også se frem til hård international konkurrence ved stævnet, der arrangeres af atletikklubben Sparta.
I stangspring skal Rasmus Wejnold Jørgensen blandt andre op imod den britiske mester Luke Cutts samt den hollandske VM-guldvinder fra 2005, Rens Blom.
Flere af de internationale atletikstjerner bruger stævnet i København til at pudse formen af forud for det kommende VM i Moskva fra 10. til 18. august.
De to amerikanske profiler Walter Dix og Muna Lee er dog ikke blandt de atleter, der skal til VM. Hverken Dix eller Lee er en del af det VM-hold, som det amerikanske atletikforbud offentliggjorde mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde