ATP følger ikke WTA: Vil holde fast i global tilstedeværelse
Herrernes internationale tennisforbund vil modsat kvindernes fortsat afvikle turneringer i Kina.
ATP går i første omgang ikke i fodsporene på WTA, der onsdag meddelte, at man suspenderer alle turneringer i Kina og Hongkong efter sagen om den kvindelige tennisspiller Peng Shuai.
Torsdag skriver ATP, herrernes internationale tennisforbund, på sin hjemmeside, at situationen med Peng Shuai er alvorlig, men at man som forbund fortsat ønsker at have en global tilstedeværelse.
Der er altså foreløbig ikke planer om at droppe kinesiske turneringer.
- Vi ved, at sport kan have en positiv indflydelse på samfundet og tror generelt på, at vi ved at have en global tilstedeværelse har den bedste mulighed for at skabe muligheder og gøre en forskel, lyder det i en udtalelse fra ATP-formand Andrea Gaudenzi på forbundets hjemmeside.
Kinesiske Peng Shuai, som har vundet Wimbledon og French Open i double, gav i længere tid ikke lyd fra sig, efter at hun havde fremsat anklager om seksuelle overgreb mod den tidligere kinesiske vicepremierminister Zhang Gaoli på det sociale medie Weibo 2. november.
Shuais opslag blev hurtigt slettet, og hun gav i lang tid ikke lyd fra sig. Stilheden fra Shuai førte til bekymring for hendes helbred.
Efter cirka to uger blev en e-mail, der angiveligt var skrevet af tennisspilleren, delt med offentligheden af kinesiske statsmedier. Her skrev Shuai, at hun ikke var kommet med anklagerne mod Zhang Gaoli, og at hun ikke var i fare. Men det gav ikke WTA, kvindernes internationale tennisforbund, ro i maven. Tværtimod.
WTA troede ganske enkelt ikke på, at Shuai stod bag mailen, og efter stadig ikke at have fået bevis for, at Shuai lever frit og er i sikkerhed, besluttede WTA altså onsdag sig for at holde sig væk fra Kina og Hongkong på ubestemt tid.
De kinesiske turneringer optager normalt en stor del af kalenderen på WTA Tour med 9 til 11 turneringer årligt og en samlet præmiesum på mere end 200 millioner kroner.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde