Australien bekræfter Djokovics visum før Australian Open
35-årige Djokovic har vundet Australian Open ni gange i karrieren. Dermed er han den mest vindende mandlige singlespiller i turneringen. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters
Landets immigrationsminister har personligt blandet sig i sagen om tennisstjernens visum til Australien.
Australien bekræfter, at tennisstjernen Novak Djokovic har fået visum til landet, så han kan deltage i turneringen Australian Open.
Den australske immigrationsminister, Andrew Giles, siger, at han "personligt" blandede sig i beslutningen om, hvorvidt Novak Djokovic skulle have visum til Australien eller ej.
Turneringen starter i januar.
Serberen blev smidt ud af Australien op til seneste turnering i januar i år efter at have nægtet at lade sig vaccinere mod coronavirus.
Siden er restriktionerne i forbindelse med pandemien blevet ophævet. Dermed er tennisstjernen nu velkommen tilbage i Australien.
- Siden ophævelsen af hr. Djokovics visum i januar 2022 er alle covid-19-relaterede grænserestriktioner blevet ophævet, herunder kravet om at kunne levere bevis på ens vaccinationsstatus for covid-19 for at rejse ind i Australien, lyder det fra immigrationsministeren i en udtalelse.
Det er til trods for, at Djokovic ved udrejsen sidst fik forbud mod at rejse ind i landet i tre år.
Australien har siden turneringen tidligere på året fået en ny regering.
Serberen bekræftede selv nyheden onsdag.
- Jeg var meget glad, da jeg fik nyheden i går (tirsdag, red.). Det var en lettelse, sagde Djokovic i den forbindelse.
- Det var en lettelse ovenpå det, jeg og mine nærmeste har været igennem i år, og med alt det der skete i Australien og kort efter Australien, sagde han.
35-årige Djokovic har vundet Australian Open ni gange i karrieren. Dermed er han den mest vindende mandlige singlespiller i turneringen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde