Australien er presset efter uafgjort

Der er lidt over 10.000 kilometer fra Australien til Sydafrika, og vejen til VM-ottendedelsfinalerne er godt og vel lige så lang for australiernes fodboldlandshold.

Efter lørdagens 1-1-resultat mod Ghana og nederlaget på hele 0-4 mod Tyskland i den første kamp er holdets chancer for at blive i Sydafrika efter indledende runde ret små. Det erkender træner Pim Verbeek.

- Vi skal slå Serbien med tre mål nu. Det bliver svært, men vi er stadig med i kampen, siger hollænderen.

Han var ikke enig med den italienske dommer Robert Rosetti i, at Harry Kewell skulle vises ud, da bolden ramte Galatasaray-spillerens arm midtvejs i første halvleg.

- Hvis det skal straffes, skal det være forsætligt. Jeg kunne ikke se det, men vi kan ikke ændre det. Vi er bare nødt til at komme igen, siger han.

Australien har kun én gang tidligere været blandt de sidste 16 i en VM-turnering. Det var for fire år siden i Tyskland, hvor holdet slog Japan og klarede uafgjort mod Kroatien i indledende runde, men senere tabte 0-1 til Italien i knockoutfasen.

/ritzau/

Der skal en helt ekstraordinær indsats til, hvis Australien skal videre til næste runde ved VM. Det erkender landstræner Pim Verbeek efter 1-1 mod Ghana.

Offentliggjort Sidst opdateret