Australien tilfører kvindesport stort millionbeløb efter VM-succes
Australiens premierminister, Anthony Albanese, var blandt publikum, da Australien tabte semifinalen til England i onsdags. Foto: Mark Baker/Ritzau Scanpix
Australiens premierminister lover cirka 875 millioner kroner til bedre faciliteter og udstyr til kvindesport.
Australiens premierminister, Anthony Albanese, har lørdag lovet 200 millioner australske dollar til kvindesport ovenpå det australske kvindelandsholds præstation ved VM i fodbold.
Det svarer til omkring 875 millioner kroner.
Matildas, som holdet kaldes, nåede semifinalen i turneringen, inden de blev slået ud af England. Det er en bedre præstation end noget australsk fodboldlandshold nogensinde.
Lørdag klokken 10 dansk tid møder de Sverige i kampen om bronze.
Holdets succes har ført til opfordringer til, at der tilføres flere penge til kvindefodbold i Australien.
I Australien er både rugby og australsk fodbold større sportsgrene.
Albanese siger, at pengene skal bruges på at forbedre sportsfaciliteter og udstyr til kvinder og piger.
Det ventes nemlig ifølge premierministeren, at fodbold får brug for "omfattende ressourcer" ovenpå landsholdets præstation.
- Matildas har givet os et øjebliks national inspiration. Det her handler om at gribe den mulighed for den næste generation, investere i sportsfaciliteter for kvinder og piger ude i samfundene i Australien, siger premierministeren i en udtalelse.
- Vi vil have, at kvinder og piger overalt i Australien har faciliteterne og støtten til at vælge en sport, som de elsker.
Australien er sammen med New Zealand værter for dette VM. Det har regeringen brugt 44 millioner australske dollar - omkring 192 millioner kroner - på.
Yderligere 40 millioner australske dollar blev afsat til græsrodsprogrammer og en ny træningsfacilitet til Matildas i Melbourne.
Australiens anfører, Sam Kerr, har alligevel opfordret til, at man sikrer, at slutrunden ikke bare var en engangsforestilling for kvindefodbold i landet.
Søndag skal Spanien og England spille om guldet ved finalen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker