Australsk stjerne er stadig tvivlsom før VM-brag mod Danmark
Sam Kerr har været bænket siden VM-turneringens start på grund af en skade i læggen. Her fejrer hun Australiens sejr over Canada i gruppespillet. Foto: William West/Ritzau Scanpix
Det er endnu uvist, hvor stor en rolle stjernen Sam Kerr får i VM-ottendedelsfinalen mod Danmark.
Australiernes største kvindelige fodboldstjerne, Sam Kerr, har siden starten af VM-slutrunden siddet på bænken på grund af en skade i læggen.
Ved søndagens pressemøde ville Australiens landstræner, svenskeren Tony Gustavsson, ikke melde klart ud om profilens status forud for mandagens VM-ottendedelsfinale mod Danmark.
- Jeg har et møde med min stab i aften for at tale om, hvem der kan spille og hvor mange minutter.
- Sam Kerr er en af de spillere, vi skal tale om i aften - om hvor mange minutter der er passende, siger Tony Gustavsson.
Dermed er det endnu uklart, om to af verdens bedste angribere, Sam Kerr og Pernille Harder, kommer til at stå overfor hinanden, når Danmark og Australien mødes mandag.
Ifølge den australske avis Sydney Morning Herald har Kerr udtalt, at hun "kommer til at spille" i ottendedelsfinalen.
Lignende melding kom fra angriberen forud for Australiens møde med Canada i den sidste gruppekamp. Her endte Sam Kerr med slet ikke at varme op.
Det lod ikke til at være et problem for australierne, der slog de olympiske mestre 4-0 og dermed er fulde af selvtillid før skæbnekampen mod Danmark.
Danmark og Australien mødes på Stadium Australia i Sydney. Her er plads til 80.000 tilskuere, og langt størstedelen formodes at holde med hjemmeholdet.
Den danske landsholdstræner Lars Søndergaard understreger, at begge hold er stærke - med eller uden deres største profiler.
Sam Kerr kan dog - ligesom danske Pernille Harder - afgøre vigtige kampe, lyder det fra Søndergaard.
- Jeg ser det ikke som et sammenstød, for de spiller ikke direkte overfor hinanden, men de er begge spillere, der kan afgøre en kamp, siger Lars Søndergaard.
Kerr og Harder har i tre år været holdkammerater i Chelsea, men denne sommer er danskeren rykket videre til Bayern München.
På papiret er Australien et stærkere hold end Danmark med dets placering som nummer ti i verden – tre pladser foran Danmark. Australien er også smal favorit hos bookmakerne i VM-ottendedelsfinalen.
Den begynder mandag klokken 12.30 dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker