Australsk tennispublikum får kritik for at buhe af vaccine
Det var verdens nummer et, Novak Djokovic, der vandt finalen mod russiske Daniil Medvedev. Foto: Jonathan Di Maggio/Ritzau Scanpix
Jonathan Di Maggio/Ritzau Scanpix
En taler kaldte vaccine en grund til "optimisme". Det var australsk publikum tilsyneladende ikke enig i.
Det australske tennispublikum er kommet i modvind for at buhe under en tale, hvor coronavacciner blev nævnt.
Under prisoverrækkelsen søndag efter herrernes finale ved Australian Open kaldte forkvinden for bestyrelsen for Tennis Australia, Jayne Hrdlicka, den globale vaccineindsats en grund til "håb" og "optimisme".
Det udløste højlydte buhråb fra publikum, men Hrdlicka ventede blot og fortsatte sin tale.
Kort efter buhede publikum dog igen, da regeringen i delstaten Victoria blev nævnt.
Vicepremierminister i Australien Michael McCormack kalder mandag ifølge BBC publikums opførsel "afskyelig".
- Jeg kan ikke lide buhen ved nogle begivenheder og heller ikke sportsbegivenheder, siger McCormack ved et pressemøde ifølge det britiske medie.
- Vaccinen skal få vores land tilbage til en eller anden form for førcorona-normalitet.
Det var verdens nummer et, Novak Djokovic, der vandt finalen mod russiske Daniil Medvedev. Djokovic har tidligere udtrykt skepsis over for vaccinen.
Vaccinen har i Australien generelt støtte, skriver BBC.
Men der har op til udrulningen af landets vaccineprogram, som begynder mandag, været flere protester.
Den del af Hrdlickas tale, som udløste buhråbene hos publikum, lød således:
- Det har været en tid med store tab og ekstraordinære omkostninger for alle. Med vaccinationer på vej og en udrulning i mange lande over hele verden er det nu tid til optimisme og håb for fremtiden, sagde Jayne Hrdlicka.
Den fremtrædende tennisjournalist Ben Rothenberg, som er tilknyttet New York Times, mener, at det var en mærkværdig afslutning på flere uger med tennis i Australien, hvor i alt 1200 mennesker blev fløjet ind i landet til en række turneringer.
- Og således ender Australian Open 2021 med, at publikum buher af vacciner, mens Djokovic hæver trofæet, skriver Rothenberg på Twitter.
- Det var nogle fandens mærkelige fem uger i Australien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned