Avis: Dansk VM-test blev forsøgt fixet
Fifa har for længst erklæret matchfixing som den største trussel mod VM-slutrunden i Brasilien, der begynder senere på måneden, og der er god grund til at være på vagt.
Den amerikanske avis New York Times skriver søndag, at matchfixere var på spil før og under VM i Sydafrika for fire år siden og blandt andet forsøgte at aftale udfaldet af en kamp, der involverede det danske landshold.
Det drejer sig om danskernes sidste testkamp før slutrunden, en kamp mod Sydafrika, der blev spillet i Johannesburg 5. juni 2010.
Få dage tidligere havde sydafrikanerne besejret Guatemala med 5-0 i en anden testkamp, som en Fifa-rapport senere har konstateret "tydeligvis var fixet".
Det hele var iscenesat af en Singapore-baseret virksomhed kaldet Football4U, som det sydafrikanske fodboldforbund samarbejdede med omkring dommerpåsætning til venskabskampe.
Kampen mellem Sydafrika og Danmark skulle ledes af en dommer fra Tanzania, men han trak sig på kampdagen - officielt fordi han havde fået dårlig mave, men ifølge avisen reelt fordi han var blevet klar over, at noget ikke var, som det skulle være.
I stedet ville virksomheden Football4U nu indsætte Ibrahim Chaibou fra Niger, dommeren, der havde blameret sig med underlige kendelser få dage tidligere i Guatemala-kampen.
Men her satte fodboldforbundet foden ned. Kampen mellem Sydafrika og Danmark blev derefter ganske usædvanligt ledet af en dommer fra Sydafrika, Matthew Dyer, der nærmest blev smuglet ind på stadion for ikke at komme i kontakt med udenforstående.
Sydafrika vandt kampen med 1-0, men matchfixerne havde ønsket mindst tre mål i kampen og mistede ifølge New York Times et millionbeløb, fordi fupnummeret ikke blev gennemført.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker