Avis: David Nielsen bliver assistent i norsk mesterklub
David Nielsen skal ifølge Drammens Tidende være assistenttræner hos de norske mestre fra Strømsgodset.
Avisen skriver på sin hjemmeside, at den 36-årige dansker vil underskrive en kontrakt med den nykårede mesterklub onsdag formiddag. Efter årsskiftet tiltræder han som assistent for guldtræneren Ronny Deila.
David Nielsen ønsker ikke at bekræfte den mundtlige aftale med Strømsgodset over for Drammens Tidende, men nordjyden oplyste i sidste uge, at han har været til samtaler hos sin tidligere arbejdsgiver.
Det skete, da David Nielsen blev udråbt til favorit til at overtage det ledige trænerjob i Bergen-klubben Brann.
Den tidligere danske angriber er et stort navn i norsk fodbold efter en professionel karriere med ophold i blandt andet Start, Strømsgodset og Brann.
I denne sæson har David Nielsen været træner i Nest-Sotra, som han har ført til oprykning til Norges næstbedste fodboldrække.
Strømsgodset vandt søndag det norske mesterskab med en 4-0-sejr på hjemmebane over Haugesund. Sejren betød, at Strømsgodset sluttede et enkelt point foran de nærmeste forfølgere fra Rosenborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker