Avis: Fifa finder 25 ulovlige spillerhandler i Chelsea
Andreas Christensens engelske klub har hentet unge spillere ulovligt ifølge første undersøgelser hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Foto: Reuters/David Klein
Reuters/David Klein
De første Fifa-undersøgelser af Chelsea viser, at Londonklubben 25 gange har hentet unge spillere ulovligt.
Den engelske fodboldklub Chelsea risikerer et forbud mod at købe spillere, hvis klubben bliver dømt for ulovlige spillerhandler.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Ifølge avisen viser de første undersøgelser i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at 25 spillere under 18 år i en periode ulovligt er hentet til Chelsea ifølge Fifas regler for handler med spillere under 18 år.
Fifa meddelte i september, at både Chelsea og Manchester City var i gang med at blive undersøgt. Dengang fremgik det ikke, hvad der konkret var af sager, mens klubberne nægtede at have brudt reglerne.
Avisen skriver, at materialet nu er givet videre til disciplinærkomitéen i Fifa, der vil foretage yderligere undersøgelser.
Komitéen kan undersøge spillerhandler, der strækker sig ti år tilbage, og den vil indhente yderligere information hos Det Engelske Fodboldforbund (FA) samt Chelsea, skriver The Guardian.
Når undersøgelserne er afsluttet, så vil materialet ifølge avisen blive overgivet til et uvildigt panel i komitéen, som vil træffe en afgørelse.
Bliver Chelsea fundet skyldig i uregelmæssigheder, kan klubben appellere afgørelsen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Tidligere er de spanske klubber FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid blevet idømt transferforbud i ét eller flere transfervinduer for at have skrevet ulovlige kontrakter med mindreårige fodboldspillere fra andre verdensdele end Europa.
Ifølge artikel 19 i Fifa-reglerne må europæiske klubber ikke skrive kontrakt med en spiller under 18 år, hvis spilleren ikke kommer fra et EU-land eller et land, der er medlem af EØS (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde).
Det er kun tilladt, hvis spillerens forældre af grunde, der ikke har med fodbold at gøre, skal flytte til det land, som klubben spiller i.
Eksempelvis skal sydamerikanske eller afrikanske spillere være fyldt 18 år, før de hentes til europæiske klubber.
Er der tale om unge europæiske spillere, så skal de være fyldt 16 år.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker