Avis: Qatar spredte falsk propaganda i kampen om VM 2022
Ifølge en britisk avis benyttede Qatar sig af falsk propaganda i kampen om at få VM-slutrunden til landet.
Qatar brugte falsk propaganda som et hemmeligt middel i kampen om at få VM-slutrunden til landet, hvilket er imod reglerne hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det skriver avisen The Sunday Times på baggrund af nogle e-mails fra en whistleblower, der angiveligt var en del af Qatars budlejr.
VM-slutrunden i 2022 skal afholdes i Qatar. Det blev bestemt i december 2010, da værtsnationen slog Australien, USA, Sydkorea og Japan og fik tildelt den store sportsbegivenhed.
Australien og USA var ifølge avisen genstand for den falske propaganda.
Qatar skulle således have forsøgt at underminere de to nationers bud ved at betale en amerikansk baseret kommunikationsvirksomhed og tidligere CIA-agenter for at sprede propaganda.
Strategien gik blandt andet på at vise, at der ikke var opbakning til VM-slutrunden hos befolkningen i de respektive lande.
Et af hovedkriterierne bag udvælgelsen af en værtsnation er nemlig, at der er stor opbakning til projektet internt i landet.
Men ifølge Fifas retningslinjer må en nation, der deltager i kampen om at få VM til landet, ikke omtale andres kandidaturer eller fodboldforbund hverken mundtligt eller skriftligt.
En e-mail viser angiveligt, at formanden for Qatars VM-bud, Ali al-Thawadi, var opmærksom på, at det foregik.
Qatar afviser alle The Sunday Times' anklager.
Avisen beskyldte i 2014 Qatar for at have købt sig til værtskabet, men efter en Fifa-undersøgelse foretaget af amerikaneren Michael Garcia blev der ikke fundet nogen beviser for, at det var tilfældet.
- Vi er blevet undersøgt til bunds og har bidraget med al information om vores bud - også i den officielle undersøgelse af advokat Michael Garcia, skriver organisationen bag VM i 2022 i en erklæring.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned