Avis sender Cancellara til Luxembourg-hold

Det har været en solid spekulation i cykelmiljøet det meste af sommeren, og onsdag konkluderer politiken.dk, at den schweiziske enkeltstartsverdensmester Fabian Cancellara fra næste sæson kører for det nye luxembourgske storhold.

Politiken.dk har talt med holdmanager Brian Nygaard og tolker blandt andet ud af denne sætning, at Cancellara er ansat:

- Vi har i øjeblikket 25 ryttere på lønningslisten, når vi går i gang efter nytår, og det er ikke meningen, vi skal være flere.

- Dog er jeg sikker på, at vores sponsor vil være interesseret i at slå til, hvis der pludselig skulle vise sig en chance for et helt exceptionelt engagement. Det har vi i hvert fald allerede oplevet et eksempel på, lyder det fra Nygaard.

Det er især den sidste bemærkning, der synes at indikere, at Nygaard, da Cancellara brød med Bjarne Riis, fik lov at hive læderet op ad baglommen og slå til.

Det faktum, at det endnu er hemmeligt, hvor Cancellara skal køre, er kun med til at forstærke fornemmelsen af, at han ender i Luxembourg. Netop hemmelighedskræmmeriet har været et kendetegn for holdet, der indtil videre kun har bekræftet de to Schleck-brødre som ryttere på holdet.

Helt modsat har det været hos den anden store Cancellara-bejler, BMC, der har offentliggjort alle sine aftaler, så snart de var landet, men altså ikke kunnet præsentere Cancellara endnu.

- Der er absolut logik i den slutning, du drager, siger Nygaard, da politiken.dk fremlægger denne tankegang for ham.

Han bekræfter, at der kommer til at være tre danskere på hans hold. Det forventes at være Jakob Fuglsang, Anders Lund og Martin Mortensen.

- Vi vil i løbet af denne uge, måske allerede i dag (onsdag, red.), begynde at offentliggøre navnene på de ryttere, vi har skrevet kontrakt med, siger Brian Nygaard. /ritzau/

Brian Nygaard antyder, at han har lavet en exceptionel ansættelse på nyt cykelhold. Alt peger på Cancellara.

Offentliggjort Sidst opdateret