Anders Bjerregaard er på vej tilbage i en central rolle i fodboldklubben Brøndby. Det skriver Berlingske Tidende søndag.
Der er ingen officielle kilder, der bekræfter historien, som går på, at fyringen af klublegenden Tom Køhlert som scout i klubben blandt andet handler om, at formand Per Bjerregaard er i gang med at føre sin søn Anders Bjerregaard tilbage i en nøglefunktion i Brøndby.
Anders Bjerregaard var sportschef i Brøndby fra sommeren 2006 til december 2009, hvor han officielt selv sagde sin stilling op, men hvor der blev spekuleret kraftigt i, at bestyrelsen reelt fyrede ham - mod formand og farmand Bjerregaards ønske.
Der er bestyrelsesmøde i Brøndby mandag aften, og det er her, Per Bjerregaard igen vil bringe Anders Bjerregaard på banen, skriver Berlingske Tidende.
Avisen har talt med kilder, der siger, at Per Bjerregaards planer dog vil møde modstand i bestyrelsen, hvilket hører til sjældenhederne.
Modstanden skyldes utilfredshed med fyringen af Tom Køhlert, der tilbage i 2002 blev lovet livstidsansættelse af netop Per Bjerregaard.
- Jeg kan godt garantere, at Tom har en livstidsstilling i Brøndby, sagde Per Bjerregaard dengang.
Det ord holdt ikke, må Tom Køhlert nu sande. Han er sendt på pension 13 måneder før tid.
- Jeg kan bare konstatere, at de ikke kan bruge min arbejdskraft. De har vel tænkt, at der er nogle andre, der skal overtage den funktion, jeg havde. Jeg er skuffet, men mere er der ikke at sige om det, siger Tom Køhlert.
Direktør Ole Palmå afviser Berlingske Tidendes historie om, at Anders Bjerregaard er på vej tilbage.
- Han bliver ikke ansat i Brøndby, så længe jeg er direktør, siger Palmå til Canal 9.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde