Axelsen buldrer i semifinalen i Indien
Viktor Axelsen vandt India Open i 2017. Nu er han klar til semifinalen i dette års udgave af turneringen. Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen vandt i to sæt over inderen H. S. Prannoy i kvartfinalen i India Open.
Badmintonspilleren Viktor Axelsen har taget endnu et skridt i retning af en gentagelse af triumfen fra 2017 i India Open.
Danskeren avancerede fredag eftermiddag til semifinalen efter en ganske overbevisende præstation mod værtsnationens H. S. Prannoy, der blev besejret med 21-10, 21-16.
I semifinalen vil han være favorit mod en anden inder, Parupalli Kashyap, som godt nok har fordel af hjemmebane, men som er 51 pladser under Axelsen på verdensranglisten.
Danskeren havde et klart overtag fra start i et første sæt, der blev præget af korte dueller og blot varede 13 minutter. Han kom foran 20-8 og tog sætsejren på sin tredje sætbold.
Prannoy kom bedre med i andet sæt, men Axelsen bevarede hele tiden et spinkelt forspring.
Ved stillingen 16-14 slog danskeren turboen til og vandt fire bolde i træk. Det gav ham seks matchbolde. Prannoy afværgede de to første, men måtte give fortabt på den tredje.
Viktor Axelsen er andenseedet i turneringen, men da topseedede Shi Yuqi trak sig før starten, er den 25-årige fynbo den højest seedede spiller i herresingle.
Også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup er klar til lørdagens semifinaler.
Den topseedede danske duo vandt forholdsvis sikkert over thailænderne Tinn Isriyanet og Kittisak Namdash.
Sejrscifrene blev 21-18 og 21-15 til Astrup og Skaarup, som nu skal op imod Wang Chi-lin og Lee Yang fra Taiwan.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet