Axelsen fejer gulv med drilsk franskmand i Royal Arena
Viktor Axelsen er i overlegen stil klar til tredje runde ved VM. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Christo Popov har tidligere voldt Viktor Axelsen store problemer, men tirsdag ved VM var danskeren suveræn.
Fem gange ud af fem mulige havde Viktor Axelsen slået franske Christo Popov inden tirsdagens opgør ved VM. Men tre af de fem gange havde det været i tre sæt, hvor danskeren var hårdt presset.
Den forsvarende verdensmester havde på forhånd forventet en svær kamp, men det blev det ingenlunde. Axelsen rev den 21-årige franskmand fra hinanden med cifrene 21-6, 21-8 i jagten på sin tredje VM-titel.
I tredje runde, som spilles torsdag, venter formentlig tiendeseedede Chou Tien Chen fra Taiwan.
Fra første færd var den danske gigant ovenpå. Popov, der rangerer som nummer 31 i verden, har tidligere haft held til at neutralisere en del af Axelsens angreb, men det kom han aldrig i nærheden af i Royal Arena.
Allerede ved opholdet var Axelsen foran 11-3, og derfra blev det en ensidig forestilling resten af sættet.
Selv om Popov kom foran 2-0 fra starten af andet sæt, fik Axelsen hurtigt lagt låg på de franske forhåbninger.
Axelsens høje tempo og lave fejlprocent pressede franskmanden i hver eneste duel, og han måtte kæmpe hårdt for hvert eneste af sine point.
Popov havde tidligere på dagen spillet double med sin bror, og om der sad en smule træthed i de unge franske ben, skal være usagt. Men han kunne i hvert fald ikke følge med Axelsen.
Franskmanden måtte konstant forcere sit spil i forsøget på at få overtaget i bare nogle af duellerne, og det gav en stor fejlprocent.
Selv om han hang en my bedre på end i første sæt, var han chanceløs fra start til slut og må nu i stedet koncentrere sig om næste kamp i herredouble.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned