Der er ingen tvivl om, at kongen af international badminton i disse år er danske Viktor Axelsen.
Tidligere har det været spillere som Lee Chong Wei, Lin Dan og Chen Long, han skulle slås imod i toppen af herresinglekategorien, men sådan er det ikke længere.
At der er sket et generationsskifte i toppen af international herresingle, så man senest ved VM i 2021 i Huelva, hvor den useedede singaporeaner Loh Kean Yew løb med titlen.
Derudover udfordrer malaysieren Lee Zii Jia og indiske Lakshya Sen i øjeblikket Danmarks to bedste herresingler, Viktor Axelsen og Anders Antonsen.
Anders Antonsen, der aktuelt ligger nummer tre i verden, påpeger, at det ikke kun er navnene, som er skiftet ud.
- Der er kommet nogle typer, som er enormt offensive og megahurtige og nogle gange skruer tempoet op på det højeste. Nogle gange på en nærmest lidt hovedløs måde. Hvor jeg synes, herresingle ellers tidligere har været lidt mere velovervejet med spillere som Kento Momota, Viktor Axelsen og Chen Long, siger Antonsen.
Den spillemæssige udvikling og det højere tempo er ikke nødvendigvis noget, som passer Antonsen specielt godt.
- Jeg synes klart, at de nye ting, som nogle af de nye spillere bringer, er noget, der rammer mig lidt hårdt. Det har hele tiden været folks modsvar at prøve at flytte mig rundt på banen og vende og dreje mig i defensiven.
- Men det er, som om det lige har fået et nøk op, når tempoet virkelig bliver skruet op. Så der er virkelig nogle udfordringer i det her for mig, som jeg skal prøve at løse.
Anders Antonsen hilser dog udviklingen og udfordringen velkommen.
- Jeg synes, det er en spændende ting. Der er virkelig mange forskellige spillere og forskellige nationaliteter. Jeg synes egentlig, det er meget sjovt, at der er så mange forskellige opgaver at løse derude.
Landstræner Kenneth Jonassen ser også en forandring i spillet. Noget, som "den gamle garde" anført af verdensstjernerne Viktor Axelsen og Kento Momota må forholde sig til.
- Sportsligt er der et skifte. Spillestilen er blevet lidt mere aggressiv, og folk spiller generelt rigtig hurtigt og vender og drejer hinanden endnu hurtigere end tidligere.
- Det har været et modsvar til det, som Momota ellers kom frem med, der var at spille sikkert og i lige baner, så nu bliver det spændende, hvilken forfatning han kommer i.
- Så der sker rigtig mange spændende ting i herresingle, og når de aldrende har en alder af 28, så er der virkelig gang i en fed udvikling, siger Jonassen.
Selv om der er kommet et nyt kuld ind, er det stadig Viktor Axelsen, der dominerer i disse år. Han er forsvarende olympisk mester, All England-vinder og har kun tabt en enkelt kamp i hele 2022. Det var til den 21-årige inder Lakshya Sen.
Så der er ingen tvivl om, at Axelsen er manden, alle de andre gerne vil slå.
Han kigger dog mest på sig selv i forhold til hele tiden at udvikle sit spil.
- Når man er på et vist niveau, så er det få procent, man udvikler. Så jeg prøver bare hele tiden at holde skruen i vandet. Prøver at blive ved med både på et fysisk, mentalt, spillemæssigt og taktisk plan at fyre på alle cylindre, siger Axelsen.
Han glæder sig til at finde ud af, hvem af de nye der over længere tid kan stå distancen.
- Jeg synes især, det er spændende at se, hvem der kan komme op og holde et stabilt niveau i længere tid og virkelig bide sig fast i verdenstoppen. Det er en fed tid for herresingle og sporten generelt, siger den danske verdensetter.
VM i badminton begynder mandag i Japan.
/ritzau/
Danmarks badmintontrup til VM
VM i badminton spilles i Tokyo fra 22. til 28. august. Danmark er repræsenteret med i alt 17 spillere.
Herresingle:
Viktor Axelsen (seedet 1).
Anders Antonsen (3).
Rasmus Gemke (11).
Hans-Kristian Solberg Vittinghus.
Damesingle:
Mia Blichfeldt (15).
Line Christophersen.
Line Kjærsfeldt.
Herredouble:
Kim Astrup og Anders Skaarup (8).
Jeppe Bay og Lasse Mølhede.
Damedouble:
Sara Thygesen og Maiken Fruergaard (12).
Mixeddouble:
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje (10).
Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby.
/ritzau/
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat