Axelsen tabte med stor ære til verdens nummer to
Den danske badmintonkomet Viktor Axelsen, havde stor ære af kampen, da han onsdag mødte verdensranglistens nummer to, kineseren Chen Long, i første runde ved All England.
Danskeren vandt første sæt, men måtte siden bøje sig efter nederlaget på cifrene 21-10, 15-21, 12-21.
Den 20-årige fynbo var helt ustyrlig i første sæt. Han tog de første tre point og lod aldrig kineseren komme tilbage.
Han bare øgede og øgede den overraskende føring og vandt sættet 21-10 på den første sætbold.
Da de to mødte hinanden i deres indtil i dag eneste opgør, vandt danskeren også det første sæt, og dengang i 2012 vandt kineseren overlegent de to næste.
Det sad måske i baghovedet på spillerne fra starten af andet sæt. Her fik kineseren bedre styr på kampen og kontrollerede sættet.
Axelsen fortsatte sin chancebetonede stil, men ikke med lige så stor succes som i det første sæt. Han fulgte med til 7-7, men så trak Chen Long fra og vandt 21-15.
Kineseren var bedst fra starten af tredje sæt, hvor han bragte sig foran 10-5, men Axelsen kæmpede hårdt og tog de tre næste point.
Så tog Chen Long dog en ny serie point, som Axelsen ikke kunne svare tilbage på. Kineseren vandt sættet 21-12 efter en lang duel, hvor danskeren slutteligt sendte fjerbolden i nettet.
Jan Ø. Jørgensen tabte også i første runde, hvilket betyder, at Hans-Kristian Vittinghus er eneste dansker tilbage i anden runde af herresingleturneringen ved All England.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker