Azarenka overvinder forskrækkelse ved Australian Open
Det holdt hårdt for verdensetteren Victoria Azarenka, da hun lørdag spillede sig til 1/8-finalen i Australian Open ved at slå amerikaneren Jamie Hampton i tre sæt 6-4, 4-6, 6-2.
23-årige Hampton, der aldrig tidligere er nået til tredje runde i en grand slam-turnering, gav alt, hvad hun havde i kampen mod den forsvarende mester, og det resulterede ofte i blændende spil og hele 41 vinderslag.
I første sæt var amerikaneren bagud 1-5, men hun nægtede at give op og tog de efterfølgende tre partier til 4-5. Men så kom hviderusseren også tilbage og sikrede sig sættet, da Hampton begik en dobbeltfejl.
Hampton nappede andet sæts første parti, da hun brød Azarenka. Men hun kæmpede også med en rygskade, som hun måtte behandles for i løbet af sættet.
Den undertippede amerikaner, der havde publikum på sin side, vred sig i smerte, men servede alligevel sættet hjem, hvilket fik en frustreret Azarenka til at kaste sin ketsjer fra sig.
I tredje sæt lykkedes det amerikaneren at bryde til en 2-1-føring, men så var kræfterne også brugt op, og Azarenka tog de næste fem partier og dermed sejren.
Efter kampen roste hviderusseren sin modstander:
- Det var helt sikkert hårdt. Hen mod slutningen gik det bedre for mig. Det er jeg glad for, men hun spillede helt sikkert en enestående kamp.
- Hun gik efter alt i dag. Jeg kender godt følelsen af at have intet at tabe. Du er så fri, lyder det fra verdensetteren.
Hampton pådrog sig to diskusprolapser under French Open sidste år.
Azarenka kan løbe ind i danske Caroline Wozniacki, hvis de begge når til kvartfinalen.
I semifinalen venter efter al sandsynlighed Serena Williams, og hun havde det anderledes nemt i sin tredjerundekamp mod japaneren Ayumi Morita.
Det tog bare 66 minutter for Williams, der har vundet turneringen fem gange tidligere - senest i 2010 - at gøre kål på japaneren med vindercifrene 6-1, 6-3.
I 1/8-finalen skal Williams møde 14.-seedede Maria Kirilenko.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker