B. 1921-piger i stor fodboldfinale

En gruppe unge fodboldpiger fra B. 1921 går en spændende weekend i møde.

På søndag skal de nemlig deltage i det store finalestævne i den landsdækkende Laudrup & Høgh Street-gadefodboldturnering på Rådhuspladsen i København. Street er en særlig form for fodbold, som spilles på asfalt eller fliser på en lille bane med det formål at forbedre spillernes teknik og evne til at handle hurtigt.

Som navnet antyder, er det de to tidligere landsholdsspillere Brian Laudrup og Lars Høgh, der står bag turneringen.

Udover de seks U/13-piger har B. 1921 også et U/13-hold for drenge med i finalestævnet, ligesom et hold fra Restart Lindholm-projektet også har kvalificeret sig. I den forbindelse har Restart Lindholm arrangeret fælles bustur for spillere og forældre fra Nykøbing og til Rådhuspladsen søndag morgen.

Finalestævnet strækker sig fra klokken 11-20.

Foto: B.1921-pigerne Kristine Edvardsen, Laura Nielsen, Celine Dalsten, Sine Andersen og Cecilie Fogtmann (fra venstre) har sammen med holdkammeraten Mikaela Snack kvalificeret sig til finalestævnet. Her er de fotograferet sammen med Brian Laudrup.

Klubbens U/13-piger har kvalificeret sig til finalestævnet i Brian Laudrup og Lars Høghs landsdækkende gadefodbold-turnering. Flere andre lokale hold er også med.

Offentliggjort Sidst opdateret