Baba Collins får ekstra straf i abe-sag

FC Midtjyllands angriber Baba Collins bliver tildelt en ekstra straf af Dansk Boldspil-Union (DBU) i sagen, hvor han hævder, at Esbjerg-spilleren Thomas Gaardsøe kaldte ham en "abe".

Sammenstødet mellem de to fandt sted i en SAS Liga-kamp den 11. april. Her blev Collins udvist for at have slået Gaardsøe med albuen.

Efterfølgende hævdede FCM-spilleren, at han slog, fordi han var blevet provokeret af racistiske kommentarer fra Gaardsøe. Det fik Esbjerg til at bede DBU's Disciplinærudvalg om at undersøge sagen, da man ønskede Gaardsøe renset for anklagerne, som han nægtede.

Fordi Baba Collins ikke har kunnet dokumentere sine påstande, fordi tv ikke har dokumenteret det, og fordi ingen af kampens dommere har hørt de racistiske udtalelser, får Collins ud over det røde kort, han allerede har fået karantæne for, nu en ekstra advarsel.

- Når man til medierne kommer med en beskyldning mod en anden person, som den Baba Collins er fremkommet med, skal man kunne dokumentere sine udtalelser, udtaler udvalgets nye formand, advokat Jens Hjortskov, i en pressemeddelelse.

- Vi har i vores behandling af sagen givet Baba Collins lejlighed til at dokumentere sine udtalelser. Da Baba Collins ikke har kunnet det, ser vi ingen anden udvej end at tildele Baba Collins en advarsel.

Med kendelsen vil man markere en ny linje, hvor man slår hårdt ned på både racistiske og diskriminerende udtalelser, men hvor man også kræver klar dokumentation.

- Nu kender alle spillereglerne, når man udtaler sig til pressen. Og derfor kan klubberne og spillerne nu forvente en skærpet sanktion for eventuelt lignende tilfælde, siger Jens Hjortskov.

/ritzau/

Han ikke har kunnet dokumentere, at Thomas Gaardsøe kaldte ham en abe. Derfor får FCM-angriberen, Baba Collins, yderligere straf i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret