Babyboom i håndboldklub: Fem spillere gravide

Eskilstrup Håndboldklub har engageret en tidligere divisionstræner, der er uddannet fra trænerakademiet i Aalborg som ny træner for klubbens to bedste damehold til den forestående sæson.

Manden, der har afløst Birte Kristensen på trænerposten, er Mark Holm.
Han er oprindelig fra Fredericia, men efter at have færdiggjort sin træneruddannelse i Aalborg flyttede han til København og blev træner for Avedøres 3. divisionskvinder.

Derfra gik turen mod syd, og senest har Mark Holm været træner på Møn. Nu bor han i Eskilstrup og er allerede i gang med træningen.

Men han har måttet spejde forgæves efter en håndfuld spillere. Målvogter Mie Bonde (tidligere Aagesen), Signe Riisgaard, Julie Christensen, Ann-Mette Holm og Line Michelsen har midlertidigt sagt fra. Fælles for alle fem er, at de er gravide.
- Det svækker naturligvis førsteholdet, men også andetholdet, der er rykket op i LF-serien, siger Mark Holm.
- Derfor kigger vi da os om efter forstærkninger til truppen, uddyber Mark Holm.

Han er dog overbevist om, at holdet - uden de mange gravide - har kvaliteter til at begå sig i Kvalifikationsrækken.

Eskilstrup Håndboldklubs to bedste kvindehold begynder sæsonen uden en håndfuld af sidste sæsons spillere.

Offentliggjort Sidst opdateret