Back trænger til luftforandring

Jonas Corneliussen er i gang med sin sidste sæson i Team Sydhavsøerne. Venstrehåndsspilleren stopper til sommer, når hans 2-årige kontrakt udløber. Foto: Anders Knudsen

Jonas Corneliussen stopper i Team Sydhavsøerne efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Når sæsonen slutter om et halvt års tid for Team Sydhavsøerne, bliver det også et farvel til højrebacken Jonas Corneliussen. Han har valgt at stoppe i klubben, da han efter eget udsagn trænger til nye udfordringer og luftforandring.

- Det har ikke været en nem beslutning, men der er flere grunde til det. Der skal ske noget nyt i mit liv, og om det bliver med eller uden håndbold, har jeg ikke besluttet endnu, siger Jonas Corneliussen, der kom til Team Sydhavsøerne for halvandet år siden fra 1. divisionskonkurrenterne fra Odder.

Det er blandt andet tanker om at prøve håndboldtalentet af i udlandet, der rumsterer hos Jonas Corneliussen.

- Det har længe været en overvejelse, og det kunne sagtens være, at det var nu, at det skulle prøves af, siger Jonas Corneliussen, der har sat sin agent i gang med at afsøge markedet. Umiddelbart er det nærliggende for højrebacken at søge nordpå mod enten Norge eller Sverige, hvorimod et ophold sydpå er knapt så interessant.

Det kunne også sagtens komme på tale, at Aarhus-drengen vender hjem til Jylland, hvor kæresten trækker.

Måske karrierestop

Men det er ikke udelukkende håndbold, Jonas Corneliussen har inde i overvejelserne. Han er uddannet fysioterapeut, men har endnu ikke brugt sin uddannelse, så en pause fra håndbolden eller et permanent karrierestop kan også være en mulighed.

- Det er en stor beslutning, men absolut i mine overvejelser, siger Jonas Corneliussen, der ikke har været tilfreds med det seneste halve år.

- Men det har intet med klubben at gøre. Det handler udelukkende om mig selv. Jeg har ikke præsteret godt nok, fordi jeg har været uheldig med skader, siger Corneliussen, der er fast besluttet på at slutte ordentligt af.

- Der er et arbejde, der skal gøres færdig, og jeg vil gøre alt for at vores målsætninger lykkes.

Skulle bruge et svar

Sportschef Morten Juul er ked af at miste Jonas Corneliussen, som man gerne ville have beholdt, men af hensyn til den videre planlægning skulle han bruge et svar fra Jonas Corneliussen nu.

- Jonas er en fantastisk fyr, og han har været et super godt bekendtskab, men vi har godt kunne se, at der var andre ting, der trak i ham, og vi ønsker ham held og lykke i hans fremtidige karriere.

Det betyder, at højrebackpositionen skal nytænkes i Team Sydhavsøerne.

Alexander Nielsen har kontrakt for den kommende sæson, mens situationen omkring Jonas "Zuk" Løkken er uafklaret. da han ligesom Jonas Corneliussen har kontraktudløb til sommer.

Ifølge Folketidendes oplysninger er klubben dog langt i forhandlingerne med en ny højreback, der ventes præsenteret inden længe.