Backe vil have Lagerbäck væk

Sverige har fortsat mulighed for at kvalificere sig til VM i Sydafrika næste år. Og selv om det svenske landshold skulle blive klar til VM-slutrunden, så mener den tidligere FC København-træner og nuværende tv-kommentator, Hans Backe, at Lars Lagerbäck bør erstattes som landstræner for Sverige.

- Jeg synes, at vi skal udskifte landstræneren, uanset om Sverige kommer med til VM eller ej. Det handler ikke om, at Lagerbäck har gjort det dårligt, men vi har behov for noget nyt, siger Hans Backe ifølge aftonbladet.se i et tv-program, der sendes torsdag aften på svensk TV4.

Hans Backe, der senest har været assistent under Sven-Göran Eriksson i Manchester City og på det mexicanske landshold, synes, at netop Eriksson skal have ansvaret.

- Jeg kender Svennis godt efter de seneste år, og jeg tror ikke, at han vil være helt uinteresseret i jobbet som svensk landstræner. Og det handler ikke om penge, vurderer Hans Backe.

Sven-Göran Eriksson er i øjeblikket maneger for engelske Notts County, der optræder i den fjerde bedste række. Sverige indtager i øjeblikket andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppe 1, hvor svenskerne er tre point efter Danmark.

/ritzau/

Lars Lagerbäck skal væk som svensk landstræner, mener den tidligere FC København-træner Hans Backe, der peger på Sven-Göran Eriksson som afløser.

Offentliggjort Sidst opdateret