Bäckman: Vi må arbejde hårdt for målene
Det danske ishockeylandshold må slide og slæbe for hver eneste scoring ved VM i Stockholm. Det blev igen tydeligt, da holdet tabte 1-4 til Schweiz lørdag eftermiddag trods 33 skud på mål undervejs.
Landstræner Per Bäckman kan da også tage sig selv i at drømme om en rigtig skytte, der kunne give holdet nogle "billige" mål fra blå linje, når det kniber.
- Jeg ville gerne have en langskytte bagude, men de findes ikke i dansk ishockey. Heller ikke i svensk for den sags skyld. Dette var absolut ingen 4-1-kamp, siger Per Bäckman.
Schweiz lavede tre af deres fire mål i overtalssituationer, og det er første gang i turneringen, at Danmark har været i virkelige problemer i boxplay.
- Måske var det, fordi Schweiz var bedre i powerplay end de andre hold, vi har mødt. Måske var det fordi vores specialist i boxplay måtte udgå, siger Per Bäckman med henvisning til Oliver Lauridsens tidlige exit med lyskeproblemer i anden periode.
- Det er i de situationer, kampen bliver afgjort, siger Per Bäckman, der er glad for tilgangen af Nicklas Jensen, der lavede Danmarks enlige mål.
- Han var den indsprøjtning, vi havde brug for. Årgang 93 med masser af ungdommelig entusiasme. Han bliver endnu bedre i de to sidste kampe.
- Der er stor forskel på niveauet mellem den bedste og dårligste på vores hold, så det er et ujævnt hold. Men alle arbejder virkelig godt. Hvis vi kan holde niveauet, har vi en stor chance for at slå Hviderusland på mandag, siger Per Bäckman.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker