Badmintonforbund stadfæster voldelig spillers karantæne
Det står nu helt fast, at den thailandske badmintonspiller Bodin Issara kommer til at afsone to års karantæne, efter at han lavede skandale ved en turnering i Canada tidligere i år.
Det internationale badmintonforbund (BWF) skriver i en pressemeddelelse, at forbundets appeludvalg på tre personer enstemmigt har besluttet sig for at afvise spillerens appel.
Karantænen, som blev udstedt af BWF i august, trådte i kraft den 21. juli, så den 22-årige spiller tidligst kan vende tilbage om små to år.
Karantænen betyder, at thailænderen ikke kan stille op ved turneringer som VM og i Super Series-turneringerne, og dermed bliver Bodin Issaras karriere reelt sat på standby.
Thailænderen bragte badmintonsporten i miskredit under herredouble-finalen i juli ved Canada Grand Prix.
Han kom i diskussion med modstanderen Maneepong Jongjit, Issaras tidligere doublemakker, og jagtede ham derefter gennem hallen.
Til sidst tacklede Bodin Issara sit offer og slog og sparkede ham gentagne gange.
- Jeg mistede selvkontrollen, hvilket aldrig er sket før. Det var mig, der startede ordkrigen over nettet. Jeg talte uforskammet, sagde Bodin Issara noget tid efter sin udåd.
- Jeg skulle have ageret anderledes i situationen. Jeg er ked af, at mine handlinger også har bragt ham i en pine, sagde han.
Bodin Issara hentydede til, at Maneepong Jongjit, som var med til at indlede episoden, fik tre måneders karantæne. Det betød, at han gik glip af VM i august.
Sidstnævnte har udstået sin karantæne og kan igen konkurrere.
Bodin Issara og Maneepong Jongjit spillede ved sidste års OL i London sig frem til kvartfinalerne, men senere gik duoen hvert til sit.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker