Bak: Greipels sejr er den bedste medicin
Med André Greipels sejr på 6. etape af Tour de France fik han og holdkammeraterne på Lotto-Belisol den bedste tænkelige afslutning på en dag, der ellers var startet rigtig skidt.
En af holdets absolutte topryttere, sidste års nummer fire Jurgen Van den Broeck, måtte nemlig opgive at stille til start efter at have slået knæet i et styrt onsdag.
- Det var vi irriterede over. Men den bedste medicin er at gå ud og tage en sejr med det samme, og det var det, vi gjorde, siger holdets danske rytter, Lars Bak.
- Sejren er til Jurgen. Jeg er ked af, at han ikke er med mere. Han har levet som en munk de sidste fire måneder, men han har ikke haft heldet i år. Så må vi andre vinde uden ham, og det her skal fejres i aften, lyder det fra Bak.
Lotto-mandskabet leverede en perfekt afslutning og fik kørt den hurtige tysker i en så god position, at forhåndsfavoritten Mark Cavendish aldrig kom i nærheden af sejren.
Det var holdets første sejr i dette års Tour.
- Det var en god holdpræstation. Ventetiden har været lang, men det går ikke altid, som præsten prædiker her i Tour de France. Der har været mange styrt og halvkuperede etaper, og man skal også lige have de sidste procent, og det var det, vi havde i dag.
- Slutningen gik en lille smule opad, og Greipel var rigtig tændt i morges. Han er blevet tysk mester for 10-12 dage siden og er rigtig godt kørende og motiveret.
- Sidste år vandt han tre etaper. Nu er vi i gang, og det kan være han gør det igen, siger Lars Bak.
I morgen venter en etape, der med danskerens ord "ikke er helt pandekageflad".
- Vi må se, men måske kan det ende med en samlet spurt igen. Men det bliver hårdt, spår Lars Bak.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde