Bakken Bears øjner europæisk finale efter italiensk skalp
Bakken Bears er tæt på sin første europæiske finale nogensinde. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Bakken Bears tager et to points forspring med til Italien, og cheftræner Anders Sommer roser sit hold.
Bakken Bears er en vellykket kamp fra en finale i den europæiske turnering Fiba Europe Cup.
Torsdag vandt det danske mesterhold den første af to semifinaler mod italienske Reggio Emilia med 74-72.
Det skete med stor opbakning fra Vejlby-Risskov Hallen.
- Vi fik energi fra publikum i en hård kamp, hvor alle gav, hvad de kunne. Det er det, der skal til for at vinde, så vi håber på endnu en sejr i den her serie.
- Nu skal vi bare hvile, fokusere og tage til Italien med den rette mentalitet, siger Bakken Bears-profilen Jarred Ogungbemi-Jackson til klubbens hjemmeside.
Cheftræner Anders Sommer roser sit hold for at følge gameplanen.
- Jeg synes, vi lykkedes rigtigt godt med nogle defensive aftaler, der gør, vi virkelig var på dupperne og et skridt foran.
- Det er tit det, der er afgørende mod de her hold. Er du et skridt bagud, får du en treer i hovedet, og er du et skridt foran, får du et steal. Det er de afgørende marginaler, siger Anders Sommer.
Bakken Bears spiller returkamp i Bologna onsdag i næste uge.
Det er tredje gang, at Bakken Bears er en del af de fire sidste hold i Fiba Europe Cup. Det var også tilfældet i 2018 og 2020.
I 2018 tabte Bakken Bears til italienske Sidigas Scandone. I 2020 blev et planlagt Final 4-stævne på neutral bane aflyst på grund af coronakrisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde