Bakken Bears-træner er optimistisk før CL-afgørelse
Bakken Bears vandt sin seneste Champions League-kamp med 96-78 over Galatasaray. (Arkivfoto) Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Bakken Bears skal vinde sin sidste gruppekamp i CL, hvis holdet vil have chancen for at gå videre.
Onsdag aften skal Bakken Bears spille sin sidste gruppespilskamp i Champions League i denne omgang, når holdet møder spanske Iberostar Tenerife.
Og det kan blive en vigtig en af slagsen.
Det er nemlig absolut nødvendigt med en sejr, hvis det danske hold vil have chancen for at gå videre.
Bears-træneren Steffen Wich erkender dog, at Tenerife, der ligger nummer et i gruppen, bliver en stor mundfuld.
Alligevel forbliver han optimistisk forud for opgøret.
- Der er mange ting, der taler for, at vi ikke kommer til at vinde kampen, men der er også ting, der taler for det modsatte, siger han.
Wich påpeger især, at det er er muligt, at Tenerife kommer til at tage den mere med ro, fordi spanierne allerede er sikret videre deltagelse.
- Tingene skal selvfølgelig gå op i en højere enhed, det er jeg klar over. Det skal klikke for os, og Tenerife skal have en dårlig dag.
Bakken Bears går ind til onsdagens kamp med to Champions League-sejre i bagagen. Holdet tabte de første tre kampe i turneringen, men har siden vundet to.
I begge kampe fik danskerne vist, hvad de er så gode til - at lave point. Det blev således til 93 og 96 point mod henholdsvis italienske Dinamo Sassari og tyrkiske Galatasaray.
Det er noget, som klubben skal forsøge at bygge videre på, siger Steffen Wich.
- Tenerife er et hold, der scorer mange point, så vores evne til at lave point bliver afgørende.
Med en sejr over spanierne giver danskerne sig selv muligheden for at gå videre fra gruppespillet, men de er afhængige af resultatet i gruppens anden kamp.
Her tager Galatasaray imod Sassari, og danskerne håber på en sejr til tyrkerne.
Steffen Wich har dog fortalt sine spillere, at de skal glemme alt om den anden kamp.
- Det er lidt af en kliché, men jeg har fortalt dem, at vi kun er herrer over vores eget spil.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker