Balotelli bliver matchvinder i sin Milan-debut
En straffesparksscoring næsten fire minutter inde i tillægstiden gjorde Mario Balotelli til matchvinder i debutkampen, da hans nye klub, AC Milan, søndag aften vandt 2-1 over Udinese.
Den kontroversielle angriber lavede også milanesernes første mål og havde dermed en stor aften, da han første gang skulle vise sig frem over for sit nye hjemmepublikum tre dage efter skiftet fra Manchester City.
Så kan både Balotelli og Milan sikkert sagtens leve med at straffesparkskendelsen var lidt af en foræring, da Stephan El Shaarawy tilsyneladende blev tacklet rent i feltet af Udinese-backen Thomas Heurtaux.
Straffesparket udløste voldsomme protester fra gæsterne, der troede de skulle have et point med hjem som belønning for anstrengelserne på San Siro. Nu endte Giampiero Pinzis scoring i starten af anden halvleg med at blive betydningsløs.
Det var en vigtig sejr for Milan, der rykker helt op på fjerdepladsen og overhaler de kriseramte naboer Inter i tabellen.
Der er blot tre point op til Lazio på den tredjeplads, der giver Champions League-kvalifikationskampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde