Banelandshold hungrer efter at betræde den ypperste plads på OL-podiet

Det danske herrelandshold i banecykling vandt OL-sølv i 2021 med Lasse Norman, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund på holdet i disciplinen fire kilometer holdforfølgelsesløb. Lige efter finalen var der mest skuffelse at spore over, at det ikke blev til guld. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Målet for de danske baneryttere og landstræner Casper Jørgensen er at vinde den OL-guldmedalje, firekilometerholdet mangler i samlingen.

Offentliggjort

De danske baneryttere har store ambitioner i 2024.

Ved OL i Paris er målet at vinde den guldmedalje, som mangler i pokalskabet i disciplinen fire kilometer holdforfølgelsesløb. Og ved VM på hjemmebane senere samme år skal VM-guldet forsvares.

Det er det, rytterne og landstræner Casper Jørgensen samstemmende taler om og har fokus på.

Personligt var Casper Jørgensen langt nede i kulkælderen, lige efter at holdet med meget lille margin blev henvist til OL-sølv af Italien ved legene i 2021 i Tokyo.

Landstræneren følte, at det hele kunne være lige meget, og overvejede sin fremtid. Men han valgte kort efter at blive i sporten, som han har været en del af i årtier både som rytter og nu som træner.

- Det er egentlig ikke så kompliceret. Det handler om at vinde OL-guld. Det er i sidste ende det, vi går mest op i. Jeg er ligeglad, hvordan det bliver. Men hvis vi skal vinde, skal vi nok sætte verdensrekord igen.

- Det plejer man at skulle for at tage guld ved OL. Så drømmen er at sætte verdensrekord og vinde, siger Casper Jørgensen.

Banelandsholdet har stået på de øvrige podiepladser ved OL. Med Casper Jørgensen som rytter vandt holdet OL-sølv i 2008, og siden blev det med ham som træner og skiftende besætninger til bronze i 2016 og sølv i 2021.

- Det er det ultimative at vinde OL-guld. Det er det, alle lande vil. Hvis vi vinder, har vi vundet det vildeste, vi kan inden for udholdenhedsbanecykling. Det er den motivation, vi har, forklarer han.

Firekilometerholdet kan se tilbage på tre VM-guldmedaljer siden 2009, så her har holdet opnået det ypperste, påpeger rutinerede Lasse Norman.

- Det vigtigste element i, at vi kan blive ved med at være så gode, som vi er, er det sammenhold, holdløbsprojekt og miljø, vi har på banen. Vi gør hinanden bedre til hver eneste træning.

- Vi udfordrer altid hinanden på en positiv måde. Selvfølgelig er der intern konkurrence om at køre sig på holdet. Men der er ingen, der holder hinanden nede.

- Det er udelukkende med positiv udvikling for øje. Det er et sundt projekt. Det er det vigtigste i at være så gode, som vi er, siger Lasse Norman.

Frederik Rodenberg sad ude som reserve i finalen, da holdet vandt VM-guld i august 2023. Men han jublede lige så meget som holdkammeraterne.

- Vores træner har banket ind i hovederne på os, at hvis vi skal have en chance for at lave noget stort, er vi nødt til ikke nødvendigvis at være hinandens bedste venner, men at kunne sammen og unde hinanden det.

- Hvis rivaliseringen bliver en negativ ting, så er der ingen, der når målet alligevel. Vi ved, at vi er nødt til at hjælpe hinanden til at blive så gode som muligt, forklarer han.

For ham fylder OL mere end noget andet i det kommende år.

- Det at opbygge en legendestatus er noget, der trækker. Hvis vi kigger tilbage, så var det OL-sølvet i 2008, der kickstartede det hele.

- At være en del af den arv er kæmpestort. Det er noget, der betyder noget for os alle sammen, siger Rodenberg.

OL afvikles fra 26. juli til 11. august. VM i banecykling køres 16.-20. oktober i Ballerup.

/ritzau/

FAKTA: Banelandsholdets seneste medaljer ved OL

Så mange OL-medaljer har firekilometerholdet i banecykling hentet siden 2008:

2008: OL-sølv.

2016: OL-bronze.

2021: OL-sølv.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu