Baneløber vil ikke punge ud

1,6 millioner kroner har det ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) kostet unionen, at "fodboldtossen" i 2007 løb på banen og angreb dommeren i landskampen mod Sverige i Parken. De penge vil DBU nu hente ind hos baneløberen, Ronni Nørvig, og det argumenterede unionen onsdag for i Københavns Byret.

Men det kan DBU glemme alt om, sagde Ronni Nørvigs advokat, Finn Bachmann, i sin procedure.

- DBU svigtede sin sikkerhedsforpligtelse, og derfor blev DBU straffet. Den straf prøver DBU nu at tørre af på Ronni. Det er DBU's egen utilstrækkelighed, der er skyld i straffen. Hvis man ikke sikrer sit stadion, som man skal, så får det nogle konsekvenser, og så må DBU betale det, det koster, sagde Finn Bachmann.

DBU blev af det europæiske fodboldforbund dømt til at betale 225.000 kroner og blev tvunget til at arrangere de to efterfølgende landskampe mindst 140 kilometer væk fra Parken på et langt mindre stadion.

Der falder dom i sagen den 18. november klokken 13.

/ritzau/

DBU krævede i Københavns byret 1,6 millioner kroner af tilskueren, der løb på banen mod Sverige. Men det er DBU's eget problem, lød det fra forsvaret.

Offentliggjort Sidst opdateret