Banerekord sender Lucas Bjerregaard til tops i Skotland

Lucas Bjerregaard satte banerekord fredag og spillede sig op på førstepladsen ved Hero Open i Skotland. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Danskeren storspillede med en runde i 62 slag ved anden runde af golfturneringen Hero Open i Skotland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lucas Bjerregaard spillede sig fredag aften helt op i toppen ved European Tour-turneringen Hero Open i Skotland.

Den danske golfspiller blev noteret for en formidabel runde i 62 slag, ti slag under banens par, så han samlet har brugt 129 slag.

Hans runde var samtidig banerekord.

Dermed kommer Lucas Bjerregaard efter al sandsynlighed til at føre turneringen inden weekendens finalerunder.

Alle spillere blev ikke færdige med runden, inden den blev afbrudt på grund af mørke, men danskeren har et stort forspring ned til de spillere, der ikke blev færdige med runden fredag.

Skotten Calum Hill, som torsdag satte banerekord med 63 slag, er på andenpladsen, to slag efter Lucas Bjerregaard.

Lucas Bjerregaard lavede fem birdies og en enkelt bogey på første halvdel af sin runde.

På de ni sidste huller satte han trumf på med yderligere seks birdies.

Det flotte spil kommer efter en hård periode for danskeren, hvor han har haft svært ved at få spillet til at fungere.

Han er røget helt ned som nummer 960 på verdensranglisten.

Joachim B. Hansen, som for nylig var med ved OL i Tokyo, ligger til at gå videre til finalerunderne efter en god runde i 68 slag.

Han har samlet brugt 142 slag og ligger lige nu delt nummer 51.

Søren Kjeldsen har samlet brugt 144 slag og ligger lige uden for grænsen til at klare cuttet til finalerunderne.

Jeff Winther og Benjamin Poke har spillet runden færdig og kommer ikke til at klare cuttet, da begge har brugt 152 slag.

Nicolai Højgaard mangler at spille to huller færdige, og han ligger i øjeblikket to slag fra at klare finalecuttet.

Martin Simonsen er et slag dårligere, men han har endnu seks huller tilbage at spille.