Barcelona-anfører: Vilanovas stop har påvirket holdet
Det kom som en stor overraskelse for FC Barcelonas spillere, at Tito Vilanova i fredags valgte at stoppe som træner i klubben på grund af sygdom.
Det fortæller Barcelonas anfører, Carles Puyol, på et pressemøde mandag.
- Det var et meget hårdt slag. Ingen havde forventet det. Holdet er meget påvirket af det, siger Puyol ifølge AFP.
Forsvarsspilleren mener ikke, at det kan være anderledes, når nu Vilanovas kræftsygdom endnu en gang er brudt ud. Den nu tidligere Barcelona-træner er blevet opereret to gange tidligere for kræft i halsen.
- De nyheder, vi har fået, er ikke gode, men det handler om en sygdom, så personen er det vigtigste, siger Carles Puyol.
Listen over mulige afløsere for Tito Vilanova er ifølge AFP nede på to kandidater. Celta Vigo-træner Luis Enrique og argentineren Gerardo Martino, der frem til 2011 var træner for Paraguays landshold.
- Alle de navne, der bliver nævnt, er gode nok til at træne dette hold. Jeg er sikker på, at ledelsen vil gøre, hvad der er bedst for Barca.
- Alle ved, at jeg har et godt forhold til Luis Enrique, som er en af kandidaterne. Han er i stand til at udføre jobbet ligesom de andre navne.
- Martino kan lide Barcas spillestil, og jeg ved, at han er en god træner, siger Carles Puyol.
Barcelona har oplyst, at klubben regner med at kunne præsentere en ny træner i denne uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde