Trods chokstart af hjemmeholdet Real Madrid var det Barcelona, der fortjent løb med sejren over ærkerivalerne fra hovedstaden. Dermed er catalanerne nyt tophold i Primera Division og har ikke tabt en ligakamp til madrilenerne siden maj 2008.
Real Madrid fik ellers en drømmestart på kampen, da angriberen Karim Benzema kunne bringe hjemmeholdet foran allerede efter 22 sekunder.
Barcelonas målmand Victor Valdés begik en fejl, da han spillede bolden direkte ud til en Real Madrid-spiller, og øjeblikket efter stod det 1-0 ved Benzema, der var foretrukket helt fremme i stedet for Gonzalo Higuain.
Kort efter Real Madrids føringsmål fik Lionel Messi en stor chance for at bringe balance i regnskabet, men Real Madrids keeper Iker Casillas nåede flot ned og reddede den flade afslutning.
Første halvleg var generelt præget af nerver på begge hold, og især Barcelona begik flere sløsede fejl, og taktisk virkede Real Madrid til at have bedst styr på begivenhederne.
En halv time inde i kampen var det alligevel Barcelona, der kom på måltavlen. Efter flot forarbejde af Lionel Messi kunne Alexis Sánchez med et hårdt fladt spark sende bolden forbi Iker Casillas i Madrid-målet.
Herefter fik gæsterne væsentligt bedre fat i kampen. Uden at det dog kom til flere mål inden pausefløjtet.
Til gengæld skulle der blot gå syv minutter af anden halvleg, før Barcelona for alvor fik bragt sig på vinderkurs i arvefjendeopgøret.
Xavi sparkede på mål uden for feltet, og da Real Madrids Marcelo rettede skuddet af, snød det fuldstændig Iker Casillas, der trods en hurtig reaktion ikke kunne forhindre bolden i at tage inderstolpen og gå i mål.
Scoringen fik omgående Real Madrid-træner Jose Mourinho til at sende Kaka og Sami Khedira på banen i stedet for Mesut Özil og Lassana Diarra.
Det ændrede imidlertid ikke Barcelona-overtaget, og kort efter headede Cesc Fabregas et indlæg fra Dani Alves ind i Real Madrid-målet til 3-1, hvilket fik den i forvejen matte stemning på Bernabéu til at dale yderligere.
Det kunne nemt være blevet til flere Barcelona-mål, men stillingen 3-1 holdt indtil kampens afslutning.
Med sejren snupper Barcelona i kraft af en bedre målscore førstepladsen i Primera Division fra netop Real Madrid, der dog har spillet en kamp færre end catalanerne.
Før kampen havde Mourinhos tropper vundet 15 kampe i træk, men den stime fik Barcelona altså brudt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned