Barcelona kæmper sig videre efter comeback i Istanbul

Pierre-Emerick Aubameyang (tv.) og Pedri spillede begge en afgørende rolle med en scoring hver, da Barcelona vandt i Istanbul. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

FC Barcelona spillede sig videre til Europa Leagues kvartfinaler med en 2-1-sejr mod Galatasaray.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Barcelona vendte torsdag et truende nederlag til sejr og er nu videre til kvartfinalerne i Europa League.

Avancementet blev sikret med en 2-1-sejr i Istanbul over Galatasaray, der havde danske Victor Nelsson med fra start.

Barcelona var uden Martin Braithwaite, der måtte overvære hele kampen fra bænken.

Kampbilledet blev etableret kort inde i kampen med Barcelona som det klart mest bolddominerende hold, mens tyrkerne forsøgte sig på omstillinger.

Knap en halv time inde i opgøret pandede anfører Marcao tyrkerne foran uden chance for Marc-André ter Stegen i Barcelona-målet. Galatasaray-forsvareren kastede sig efter bolden, der blev serveret præcist på et hjørnespark.

Han fik efterfølgende et gult kort for at sparke hjørneflaget i stykker i sin jubel.

Omkring ti minutter senere svarede Barcelona igen.

Efter traditionelt Barcelona-opspil i form af førstegangsafleveringer fik Pedri bolden, som han roligt og kontrolleret drev forbi sine modstandere i straffesparksfeltet, inden han fra en fri position eksekverede få meter fra mål.

Anden halvleg var kun lige begyndt, da Pierre-Emerick Aubameyang bragte de catalanske gæster foran efter en situation, der mindede om et flipperspil foran hjemmeholdets mål.

I slutningen af kampen opstod der ballade mellem Barcelona-spiller Jordi Alba og hjemmepublikummet, der kastede ting efter venstrebacken. I frustration sparkede spanieren bolden ud mod tilskuerne, hvilket kostede ham et gult kort.

Trods højlydt hjælp fra lægterne formåede Galatasaray aldrig rigtig at blive farlige over for Barcelona, som på trods af to scoringer heller ikke fik foldet holdets offensiv ud.

I Tyskland sikrede en sen scoring Atalanta sejren mod Bayer Leverkusen. Italienerne er også klar til kvartfinalerne med en samlet sejr på 4-2. Joakim Mæhle tilbragte hele kampen på bænken.

I Conference League gik Kasper Schmeichel og Leicester videre til kvartfinalerne trods et 1-2-nederlag til franske Rennes. Englænderne vandt det første opgør med 2-0.

Lodtrækningen til Europa Leagues kvartfinaler finder sted fredag klokken 13.30, mens lodtrækningen til Conference League foretages klokken 15.