Barcelona laver støttekampagne for skattesnyderen Messi
Den spanske storklub bakker Lionel Messi op med en støttekampagne efter onsdagens dom for skattesvindel.
FC Barcelona har tilsyneladende ingen problemer med, at klubbens superstjerne Lionel Messi er blevet dømt for skatteunddragelse.
Få dage efter at Messi og faren Jorge Horacio Messi blev idømt 21 måneders betinget fængsel for at have snydt den spanske stat for mere end 30 millioner kroner, lancerer storklubben en støttekampagne for den argentinske superstjerne.
Barcelona opfordrer på sin hjemmeside klubbens fans til at udtrykke "sympati" og "uforbeholden støtte" til Lionel Messi på sociale medier under hashtagget #WeAreAllLeoMessi. Det kan oversættes til "vi er alle Lionel Messi".
Klubpræsident Josep Maria Bartomeu har selv været aktiv på Twitter.
- Leo, de der angriber dig, de angriber Barca og klubbens historie. Vi forsvarer dig til det sidste. Sammen for altid, skriver Bartomeu.
Støttekampagnen er ikke nogen ubetinget succes, da flere brugere af sociale medier er stærkt kritiske.
Lionel Messi og hans far blev onsdag dømt for at gemme penge i skattely fra 2007 til 2009. Pengene var tjent gennem verdensstjernens sponsoraftaler.
Skatteunddragelsen blev ifølge anklageren forestået af Jorge Horacio Messi, men Lionel Messi skulle ifølge anklageren have været vidende om det. Det har Messi-familien dog afvist.
Allerede i 2013 erklærede de sig parate til at betale det skyldige beløb tilbage.
Hverken Lionel Messi eller faren skal afsone dommen, da særlige regler inden for det spanske retssystem betyder, at straffen er gjort betinget.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker