Barcelona lukker ligasæsonen med Alaves-nedsabling
Der var ingen spænding om udfaldet, da FC Barcelona mødte Alaves søndag. Foto: Vincent West/Reuters
Vincent West/Reuters
Alaves blev kørt over, da FC Barcelona vandt 5-0 i begge holds sidste kamp i Primera Division i denne sæson.
Selv om mesterskabet glippede, så kunne FC Barcelona søndag sige farvel til 2019/20-sæsonen i Primera Division med oprejst pande.
Her blev Alaves kørt over med 5-0.
Kampens resultat ændrer ikke det store for de to hold. Barcelonas andenplads var allerede en realitet, og Alaves var også udenfor nedrykningsfare. Klubben kan senere søndag blive overhalet på 15.-pladsen, men altså ikke risikere at rykke ud af ligaen.
Barcelonas trup til kampen talte kun 13 markspillere. Martin Braithwaite måtte endnu engang starte på bænken, men blev skiftet ind med cirka et kvarter tilbage.
Efter en belejring af Alaves-feltet fik Barcelona prikket hul på målbylden efter lidt over 20 minutter.
Lionel Messi servede med et elegant vip bolden for Ansu Fati i feltet, og den purunge angriber sparkede nemt bolden i mål.
Alaves-forsvaret var på hælene, og lidt efter blev det 2-0. Denne gang stod Messi selv for målet, og så skabte argentineren yderligere luft til Karim Benzema i jagten på topscorertitlen.
Kort før pausen udspillede Barcelona igen Alaves, og så headede Luis Suarez bolden i mål til 3-0. Selv om kun halvdelen af kampen var spillet, virkede den afgjort.
Nélson Semedo ville også lege med i anden halvleg. I 57. minut gjorde portugiseren det til 4-0.
Messi lukkede målfesten, da han med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid sparkede et Jordi Alba-indlæg i kassen.
Med ligasæsonen afsluttet kan Barcelona rette alt sin fokus på de kommende kampe i Champions League, hvor holdet mangler at spille returopgøret i ottendedelsfinalen mod Napoli. Den første kamp endte 1-1 i Italien.
I de sidste kampe søndag aften spillede mestrene fra Real Madrid 2-2 med Leganes, der dermed rykkede ned.
Klubben kunne med en sejr have overlevet og i stedet sendt Celta Vigo og Pione Sisto ned på spansk fodbolds andenklasse. Men sådan gik det altså ikke.
I kampen om Europa League-pladserne endte Getafe med en lang næse. Holdet lå før runden på syvendepladsen med udsigt til at ende i Europa League-kvalifikationen, men røg efter et nederlag til Levante ned på ottendepladsen.
I stedet tog Granada syvendepladsen med en sejr over Athletic Bilbao.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned