Barcelona overrumpler Napoli i Europa League
Pierre-Emerick Aubameyang smækkede bolden helt op i krogen, da han gjorde det til 4-1 mod Napoli. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Barcelona sendte Napoli ud af Europa League, mens Rangers fuldførte overraskelse mod Dortmund.
Motivationen fejler intet hos FC Barcelona, selv om klubben kun kæmper med på andenklasse i europæisk sammenhæng.
Torsdag aften spillede den spanske storklub sig videre til ottendedelsfinalerne i Europa League efter en magtdemonstration. På udebane vandt Barcelona med 4-2 over Napoli, og sejren kunne såmænd sagtens være blevet et par mål større.
Da de to hold i sidste uge spillede 1-1 i Spanien, var Barcelona også toneangivende, men først i denne uge kom udbyttet af dominansen.
Torsdagens opgør mellem Diego Maradonas to tidligere arbejdsgivere var stort set afgjort, inden der var spillet et kvarter.
Først havde backen Jordi Alba gjort det til 1-0 på en friløber, og dernæst drejede Frenkie de Jong Barcelona på 2-0 med en forrygende afslutning efter et kontraangreb.
Midtvejs i første halvleg reducerede Napolis Lorenzo Insigne på straffespark, men lige inden pausen gjorde Gerard Pique det til 3-1.
Gæsternes succes fortsatte i anden halvleg, og Pierre-Emerick Aubameyang fjernede den sidste rest af spænding efter en times spil, da han smækkede bolden op i målhjørnet til 4-1.
Barcelona holdt kadencen i yderligere nogle minutter, før holdet slap speederen. Det levnede plads til en reducering af Matteo Politano i kampens døende minutter.
I ottendedelsfinalerne får Barcelona blandt andet selskab af en skotsk klub.
I Glasgow tog hjemmeholdet Rangers nemlig en stor skalp, da det lykkedes at sende tyske Borussia Dortmund ud af turneringen. Opgøret endte 2-2, og dermed avancerede Rangers med samlet 6-4 efter en imponerende udesejr i sidste uge.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker