Barcelona sejrer for udskrevet Tito Vilanova

Det var en kamp om mere end tre point, da FC Barcelona lørdag aften hentede en forventet sejr ude over Valladolid i den spanske fodboldliga.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mere end 3-1-sejren, Barcelonas 10. ligasejr i træk, handlede klubbens sidste kamp i år om den sygemeldte træner Tito Vilanova, som Barcelona-spillerne hyldede via medbragte t-shirts før kampen.

Tito Vilanova, som torsdag blev opereret for kræft i spytkirtlen, blev lørdag udskrevet fra hospitalet, og i hans fravær sad assistenten Jordi Roura på trænerbænken.

Xavi Hernandez, Lionel Messi og Cristian Tello blev Barcelona-målscorerne i kampen, så klubben atter har et forspring på ni point ned til nummer to, Atlético Madrid.

FC Barcelona har i sæsonens første 17 kampe kun sat point til i en enkelt, 2-2-kampen hjemme mod Real Madrid.

Første halvleg var ikke synderligt ophidsende, før Xavi gjorde det til 1-0 kort før pausen.

Lionel Messi ramte dog stolpen undervejs før pausen.

Tre minutter inde i anden halvleg var Dani Alves ved at komme på scoringstavlen for Barcelona, og brasilianeren spillede i den efterfølgende sekvens Pedro Rodriguez fri til et hovedstød på stolpen.

Knapt en time inde i kampen måtte tilskuerne på stadion i Valladolid lige gnide øjnene en ekstra gang.

Det lykkedes nemlig for Lionel Messi at sparke bolden adskillige meter forbi mål, selvom han ikke stod ret langt fra målet, og det var et usædvanligt syn.

Typisk for den argentinske målmaskine tog han revanche knapt et minut senere, da han afsluttede en lille solotur med at score til 2-0 via den ene stolpe.

Det var Lionel Messis mål nummer 91 i 2012 for Barcelona og Argentina.

Få minutter før tid fik Valladolids indskiftede Javi Guerra reduceret, da klubben for en sjælden gangs skyld var i nærheden af Barcelona-målet.

Til allersidst scorede indskifteren Cristian Tello til slutcifrene.

/ritzau/