Barcelona slider for smal sejr i Xavis comeback
Barcelona imponerede i glimt, da holdet slog Espanyol med 1-0. Foto: Albert Gea/Reuters
Albert Gea/Reuters
Memphis Depay scorede kampens eneste mål, da Barcelona vandt lokalopgøret mod Espanyol med 1-0.
Xavi debuterede lørdag som cheftræner i Barcelona, og det gav en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr i lokalopgøret mod Espanyol.
Memphis Depay blev matchvinder på et straffespark i starten af anden halvleg, men holdet havde også perioder med hurtigt og chanceskabende spil. Især i første halvleg.
Espanyol skabte i anden halvleg rigeligt med chancer til en udligning, men udeholdet fik ikke scoret.
Barcelona er sekser i tabellen efter sejren. Holdet har 20 point efter 13 kampe. Espanyol er nummer 11 med 17 point.
Barcelona stillede med otte spillere, der har en fortid på klubbens akademi. Xavi havde blandt andre fundet plads til den 17-årige kantspiller Ilias Akhomach, der fik debut og spillede de første 45 minutter.
Den netop tilbagevendte veteran Dani Alves var til gengæld ikke med i truppen, da han først kan blive registeret i januar.
Xavis aftryk på Barcelona-holdet var forholdsvist tydeligt, men i en intens første halvleg blev det mest til masser af hurtigt kombinationsspil og lige ved og næsten-situationer.
"Generelt set" er den nye cheftræner "glad for sejren og indstillingen". Det sagde han efterfølgende på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi kan blive bedre på mange måder, men jeg synes, at vi fortjente sejren for at starte dette nye projekt, sagde han.
Hjemmeholdet havde en lille håndfuld kvalificerede afslutninger i de første 45 minutter, men Espanyol var også tæt på en enkelt gang. Barcelona-keeper Marc-André ter Stegen var dog vågen.
1-0-målet kom i stedet kort inde i anden halvleg, da Barcelona til hjemmeholdets store utilfredshed blev tilkendt et straffespark, som den hollandske angriber Memphis Depay omsatte.
Efterhånden som anden halvleg skred frem, pressede Espanyol hårdt på mod et Barcelona-hold, der bedømt på dagens kamp er i bedring, men endnu har et stykke til helbredelse.
Offensivspilleren Raul de Thomas var udeholdets mest nærgående spiller, men to gange måtte han nøjes med at se bolden tage stolpen i stedet for at gå i nettet.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker