FC Barcelona formåede kun at spille uafgjort 0-0 i lørdagens udekamp mod lokalrivalerne Espanyol, og det kan vise sig kostbart i den spanske mesterskabskamp, hvor Real Madrid ånder Barcelona i nakken.
Opgøret var trods de manglende mål spækket med tempo, intensitet og drama. Det fik konsekvenser for Barcelona, da brasilianske Dani Alves i anden halvleg blev smidt ud efter to gule kort.
Barcelona-træner Josep Guardiola havde Zlatan Ibrahimovic tilbage i truppen efter en skadespause, og svenskeren blev sendt på banen 10 minutter før dommerens slutfløjt. Dog uden at gøre det store væsen af sig.
Heller ikke argentinske Lionel Messi, der er topscorer i den spanske lige og har været brandvarm på det seneste, havde med sine finurligheder held til at afgøre kampen til fordel for de forsvarende mestre.
Nulløsningen i Catalonien kommer som en særdeles god nyhed for Real Madrid, der med en sejr i søndagens hjemmekamp mod Valencia kan reducere topholdet Barcelonas forspring i Primera Division til et enkelt point.
Barcelonas pointtab kommer desuden som en uheldig opvarmning forud for tirsdagens første af to semifinaler i Champions League mod italienske Inter.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker