Barcelona smider to føringer i ny bommert

Barcelonas Abde Ezzalzouli kunne fejre scoringen til 2-1 ude mod Osasuna. Det var dog ikke nok til sejr. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix

Barcelona spillede 2-2 mod Osasuna i den bedste spanske fodboldrække, hvor top-4 nu bliver vanskeligere at nå.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter nedturen i Champions League i midtugen dummede FC Barcelona sig ved at smide to føringer og spille 2-2 ude mod Osasuna i søndagens La Liga-kamp.

Der var ellers brug for lidt opmuntring til Barcelona-træner Xavi, som onsdag så sit hold blive ydmyget med et 0-3-nederlag ude mod Bayern München og ryge ud af Champions League.

I den spanske fodboldrække halter Barcelona også gevaldigt efter de bedste hold, og søndagens pointtab gavner ikke i tabellen.

Barcelona, som i runden forinden tabte hjemme til Betis, er placeret på en skuffende ottendeplads med 24 point efter 16 kampe.

Dermed har Xavi og co. fortsat et godt stykke op til holdene over sig, og der er fem point op til Atlético Madrid på fjerdepladsen, som giver adgang til næste års Champions League.

Atlético Madrid skal senere søndag aften møde Real Madrid, der topper rækken med 39 point.

Barcelona kom i søndagens kamp foran 1-0 efter 12 minutter på et mål af to af de spillere, der skaber håb for fremtiden i den kriseramte klub.

Med en perfekt timet aflevering fandt 17-årige Gavi sin 19-årige holdkammerat Nico i feltet, og sidstnævnte fik tæmmet bolden og sparket den i nettet.

Minuttet efter fik Osasuna udlignet til 1-1 på et hovedstød af stopperen David Garcia, som udnyttede svag opdækning i Barcelonas centrale forsvar.

Så skulle Barcelona jagte endnu en scoring, og Xavi havde satset på angriberen Luuk de Jong helt i front, da Memphis Depay var ude med en skade.

Men den hollandske angriber virkede tung og langsom og formåede ikke at udnytte flere fordelagtige situationer.

I stedet slog den hurtige kantspiller Abde Ezzalzouli til fire minutter inde i anden halvleg og scorede til 2-1 ved at sparke bolden hårdt op i nettaget.

Osasuna kæmpede for at udligne og lagde et tungere pres mod Barcelona hen mod slutfasen.

Det gav bonus, og indskiftede Chimy Avila hamrede fra kanten af feltet 2-2-målet i nettet for Osasuna.