FC Barcelona er tilbage på førstepladsen i den bedste spanske fodboldrække, efter at træner Josep Guardiolas mandskab søndag vandt med 1-0 på udebane over Sporting Gijón.
Allerede efter 11 minutter var den gal i Gijón-forsvaret. Xavi hamrede bolden på stolpen udefra, og riposten endte hos højrekanten Adriano, som med hjælp fra en modstander fik bolden i mål.
Brasilianske Adriano spiller normaltvist enten højre- eller venstreback, men i aftenens kamp stillede Barcelona med et tremandsforsvar, som holdet har gjort i flere af de seneste kampe.
Den løsning var sandsynligvis et resultat af, at Josep Guardiola havde valgt at spare de normale midterforsvarere Gerard Pique og Carles Puyol, som begge for nylig er vendt tilbage fra skadespauser.
Løsningen fungerede nogenlunde, og Barcelona spillede i vanlig stil med stor boldbesiddelse mod et hold, som oftest havde alle 11 spillere bag bolden, når der skulle forsvares.
Det er desuden værd at bemærke, at franske Eric Abidal måtte skiftes ud med en skade i baglåret i anden halvleg. Barcelonas skadesliste tæller nu stjerner som Andrés Iniesta, Cesc Fabregas og Ibrahim Afalley.
Real Betis, som var tophold inden runden, tabte tidligere på dagen 0-1 til Levante, som har fået en stærk sæsonstart med 14 point efter seks kampe. Barcelona har også 14 point, men en bedre målscore.
Også Real Sociedad havde en sur søndag, da holdet tabte 1-2 hjemme mod Athletic Bilbao. I hovedstaden spillede Atlético Madrid 0-0 mod Sevilla.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde