Barcelona-træner: Messi får ingen problemer med at spille
Quique Setien melder Lionel Messi klar til opgøret mod Mallorca lørdag. Foto: Albert Gea/Reuters
Albert Gea/Reuters
Lionel Messi døjer kun med småskavanker og er klar til Barcelonas genstart mod Mallorca, siger Quique Setien.
Torsdag genstarter den spanske liga efter en coronapause på tre måneder, og lørdag aften skal førerholdet, FC Barcelona, så i aktion på udebane mod Mallorca.
I træningsopstarten har superstjernen Lionel Messi døjet med en mindre forstrækning i sin højre lårmuskel. Således sad han helt over ved et par træninger i sidste uge, og da han var tilbage lørdag, trænede han for sig selv.
Det har skabt tvivl om Messis deltagelse i den første kamp, men træner Quique Setien beroliger Barcelona-fansene.
- Musklen strammer lidt, og vi har det under kontrol. Han klarer sig perfekt og vil ikke have problemer med at spille, fastslår Quique Setien.
Han siger, at stort set alle spillere har mærket småproblemer i fasen op til genstarten.
- Messi er ikke den eneste, der har måttet sidde over på grund af lidt ubehag. Det er sket for praktisk talt alle, siden de er kommet tilbage, tilføjer Setien.
Inden de sidste 11 spillerunder fører Barcelona ligaen med 58 point foran Real Madrid med 56.
På tredjepladsen med 47 point følger Sevilla, der sparker ligaen i gang med den første kamp på hjemmebane i lokalbraget mod Real Betis.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub