Barcelona udnytter Atleticos bommert og stryger til tops
Lionel Messi var den store oplevelse i Barcelonas storsejr over Real Valladolid. Argentineren var indblandet i fire sit holds mål - to af dem scorede han, og to af dem havde han næstsidste fod på. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Barcelona vandt 5-1 hjemme over Real Valladolid og overtager førstepladsen efter Atletico Madrids pointtab.
FC Barcelona er nyt tophold i Spaniens bedste fodboldrække.
Tirsdag aften spillede storklubben fra Catalonien sig op på førstepladsen i Primera Division ved sikkert at vinde med 5-1 hjemme over Real Valladolid. Lionel Messi viste atter storform og bidrog med to assist og to mål.
Ud over at passere Granada, der før tirsdagens to kampe lå på en overraskende førsteplads, fik Barcelona også distanceret Atlético Madrid.
Hovedstadsklubben havde tidligere tirsdag aften sat en 1-0-føring over styr og måtte nøjes med 1-1 i udekampen mod Alaves. Álvaro Morata havde planmæssigt bragt Atletico i front, men Lucas Perez udlignede på fornem vis syv minutter før tid.
Et sultent Barcelona-hold tog første skridt mod at udnytte konkurrentens pointtab allerede efter to minutter af hjemmekampen mod Valladolid, da Clément Lenglet scorede på en tilfældig nedfaldsbold i feltet.
Kiko fik uventet udlignet for gæsterne, men allerede inden pausen var tingene sat på plads.
Først chippede Lionel Messi chileneren Arturo Vidal fri, så han kunne score, og dernæst tordnede Messi selv et frispark i mål.
I vanlig stil var Barcelona i fuld kontrol, og med tålmodigt pasningsspil kom holdet frem til flere gode muligheder. Tilskuerne på Camp Nou måtte dog vente til et kvarter før tid, før det kastede endnu et mål af sig.
Ivan Rakitic spillede Messi fri, og argentineren vendte rundt om sig selv og hamrede bolden i kassen.
Lidt over et minut senere var Messi tilbage i oplæggerens rolle, da han havde blik for Luis Suarez' dybdeløb. Som ofte før var uruguayaneren kold foran mål og øgede føringen.
I tillægstiden kunne Messi have scoret hattrick, men han måtte se sin afslutning fra nært hold stryge forbi målet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde