Barcelona vinder stort for genkomne Vilanova
Foto: Lluis Gene/ Scanpix /Scanpix
Lluis Gene/ Scanpix /Scanpix
FC Barcelonas spillere gav den tilbagevendte træner, Tito Vilanova, en varm velkomst, da træneren vendte tilbage til sin plads på bænken efter en kræftoperation.
Primera Divisions førerhold vandt 4-0 hjemme over lokalrivalen Espanyol. Alle mål blev scoret inden for kampens første halve time.
Tito Vilanova blev i december opereret for kræft i spytkirtlen, men han vendte søndag tilbage til Camp Nou.
Træneren kunne konstatere, at intet har ændret sig på fodboldbanen, eftersom hans hold er lige så suverænt, som det har været i hele sæsonen.
Xavi Hernandez indledte målshowet efter 10 minutter, da han afsluttede forarbejde af Lionel Messi og Andrés Iniesta med at løbe i position og udplacere Espanyol-målmanden Francisco Casilla.
Fem minutter senere øgede Pedro Rodriguez føringen til 2-0.
Samme Pedro scorede også til 3-0 efter 27 minutter, og det skete med et mål af høj klasse.
Sergio Busquets flænsede Espanyol-defensiven op med en fremragende aflevering, som Pedro kvitterede for ved at chippe bolden over stakkels Francisco Casilla.
Efter en halv time tilkæmpede Cesc Fabregas sig et straffespark, som Lionel Messi konverterede til 4-0.
Herefter skete der ikke så meget, ud over at Barcelona havde bolden meget i resten af kampen.
Lionel Messi bragede dog bolden på overliggeren på et direkte frispark, da der resterede 10 minutter.
FC Barcelona har nu 17 sejre og en enkelt uafgjort i denne sæson i Primera Division, og holdet fører med 12 point ned til nummer to, Atlético Madrid.
Atlético kan dog reducere forspringet, hvis klubben senere søndag aften får point med fra udekampen mod Mallorca.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned