Barcelonas stjernetrio sikrer kæmpesejr over Bilbao
Luis Suarez lavede hattrick, da Barcelona gennembankede Bilbaos ti mand med 6-0 i Primera Division.
FC Barcelona puster igen Atlético Madrid i nakken i kampen om det spanske fodboldmesterskab.
Efter en dramatisk åbning på søndagens hjemmekamp mod Athletic Bilbao kunne Barcelona trække sig tilbage med en sejr på 6-0.
Bilbao var ellers ved at komme foran i kampens andet minut, da Barcelona-forsvareren Gerard Pique forærede gæsterne en oplagt målchance med en sløset aflevering tilbage mod sin målmand, Claudio Bravo.
Javier Eraso sendte dog bolden over mål.
Et minut senere var der heftig aktivitet i den anden ende af banen, da Bilbao-målmand Gorka Iraizoz begik et tåbeligt straffespark på Luis Suarez, der også kostede målmanden et rødt kort.
Lionel Messi scorede på straffesparket, efter at Bilbao havde skiftet Iago Herrerin ind i målet.
Efter cirka en halv times spil fordoblede Neymar føringen, da han på kanten af offside blev spillet fri af Luis Suarez.
Angriberen fra Uruguay blev efter to minutter af anden halvleg selv noteret for scoringen til 3-0, da han sendte bolden i nettet efter eminent sammenspil med Neymar.
Senere i anden halvleg kom også Ivan Rakitic på scoringstavlen med 4-0-målet, inden Luis Suarez afsluttede målfesten med yderligere to scoringer, så han blev noteret for et hattrick.
Dermed kom han op på 18 ligamål, hvilket gør ham til topscorer i Primera Division.
Neymar og Real Madrid-spillerne Cristiano Ronaldo og Karim Benzema har alle lavet 16 mål.
Real-spillerne scorede begge gange, da hovedstadsklubben tidligere søndag aften vandt 5-1 hjemme over Sporting Gijón.
Atlético Madrid, der vandt 3-0 ude over Las Palmas, fører ligaen med 47 point for 20 kampe, mens Barcelona er nummer to med 45 point for en kamp færre.
Real Madrid indtager tredjepladsen med 43 point for 20 kampe.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde