Baseballspillere knæler i solidaritet i åbningskamp i USA
På åbningsdagen af Major League Baseball-sæsonen knælede spillerne inden kampen mellem Washington Nationals og New York Yankees. Foto: Geoff Burke/Ritzau Scanpix
Geoff Burke/Ritzau Scanpix
Spillerne bakkede op om Black Lives Matter-bevægelsen, da baseballsæsonen i USA begyndte med stor forsinkelse.
I solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen knælede samtlige spillere, da baseballsæsonen i USA torsdag blev indledt.
Sæsonen begynder normalt i marts, men starten er blevet udskudt på grund af virusudbruddet.
Åbningskampen mellem Washington Nationals og New York Yankees blev af samme årsag spillet for tomme tribuner i den amerikanske hovedstad.
Inden den første bold blev kastet, satte spillerne fra begge hold sig ned på et knæ i omkring 20 sekunder. Samtidig blev en besked om social uretfærdighed indtalt af skuespilleren Morgan Freeman afspillet over højttaleranlægget.
Derefter rejste spillerne sig og stod samlet under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi, "The Star-Spangled Banner".
Demonstrationer mod racisme og politibrutalitet over for sorte har præget USA, siden den ubevæbnede sorte mand George Floyd døde i hænderne på en hvid politibetjent under en anholdelse i maj i Minneapolis.
Bevægelsen Black Lives Matter har stået i spidsen for protesterne, som har spredt sig til andre lande.
At sætte sig på et knæ er blevet en populær måde at udvise solidaritet med budskabet om antiracisme. Både blandt demonstranter og professionelle sportsfolk - lige fra kørere i Formel 1 til fodboldhold verden over.
Det begyndte som en protest mod ulighed i 2016, da NFL-spilleren Colin Kaepernick knælede under afspilningen af nationalmelodien før en kamp.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie