Basketball-legende takker af

"Watch out for the Shaq-Attack!"

De amerikanske kommentatorer har advaret modstanderne for sidste gang mod de kraftfulde dunk fra Shaquille O'Neal. Onsdag meddelte basketball-legenden, at han stopper karrieren.

- Jeg er på vej på pension. Jeg elsker jer, og vi snakkes snart ved, skriver han på Twitter ifølge ESPN.

Shaquille O'Neal har været en dominerende figur i den amerikanske basketball-liga NBA, siden han debuterede i 1992. I sin første sæson blev han kåret som årets "rookie" og scorede i snit 23,4 point per kamp.

Efter fire år hos Orlando Magic blev han i 1996 hentet til Los Angeles Lakers på en syvårig kontrakt til en samlet værdi af 121 millioner dollar.

Samme år var O'Neal med til at vinde OL-guld med USA's "Dream Team" ved legene i Atlanta.

Ved ankomsten til Los Angeles havde Shaquille O'Neal udviklet sig til en megastjerne på størrelse med Chicago Bulls' Michael Jordan. Han havde dog endnu til gode at vinde den amerikanske liga.

Det skulle han dog få revanche for, da Lakers fra 2000 til 2002 vandt mesterskabet tre år i træk. På dette tidspunkt var holdet domineret af Kobe Bryant, som var ankommet til klubben som rookie samtidig med O'Neal.

Sideløbende med den sportslige succes forsøgte Shaquille O'Neal at udvide sin karriere til en række andre afkroge af showbusiness.

Allerede i 1993 udsendte han sin første af fire rapplader, og i 1995 var han gæsteoptrædende på Michael Jacksons "HIStory"-album.

Også det store lærred fik besøg af den tunge amerikaner i en række ikke just kritikerroste film som "Kazaam" og "Steel". Bedre gik det i "Blue Chips", hvor O'Neals opgave primært var at spille basketball.

Og det har han så gjort lige frem til nu, hvor støvlerne altså lægges på hylden. Shaquille O'Neal har senest repræsenteret Boston Celtics, som nåede slutspillet i NBA i år.

/ritzau/

Shaquille O'Neal har dunket for sidste gang i NBA, som mister en af alle tiders mest farverige spillere.

Offentliggjort Sidst opdateret